
Ta' ordet!
Fra det, der skiller os ad, til alt det, vi har til fælles
Udfordring
Unge med handicap lever et ungdomsliv, som på mange måder ligner alle andres – med fester, forelskelser, ambitioner og drømme. Men det er sjældent det billede, der tegnes i offentligheden. Alt for ofte bliver handicap gjort til det mest interessante ved et menneske. Vi ser diagnosen før personligheden. Behovet før bidraget. Og i stedet for at blive inviteret ind i fællesskabet, bliver unge med handicap placeret i en særskilt kategori. Det gør noget ved ens identitet. Og det gør noget ved ens lyst og mulighed for at tage ordet og deltage i debatten.
Løsning
Sammenslutningen af Unge med Handicap(SUMH) ville skabe en kampagne, der ikke reducerer – men repræsenterer. Der ikke taler på vegne af – men giver plads til stemmerne selv. Vi udviklede et kampagneunivers omkring Ta’ Ordet – et uddannelsesforløb, der klæder unge med handicap og unge pårørende på til at deltage i den offentlige debat og skabe forandring. Kampagnen er også en platform for hele den unge handicapbevægelse. Med fotograf Petra Kleis bag kameraet og 11 stærke unge foran det, skabte vi en visuel og narrativ retning, der gør op med stereotype fremstillinger og sætter fokus på det hele menneske. Vi valgte et tekstgreb, der insisterer på én ting: At alt det, vi har til fælles, er vigtigere og stærkere end det, der adskiller os.


Ta’ ordet kom rundt i landet
Portrætterne fik liv langt ud over kampagnens egne flader. Udstillingen kom rundt i landet og kunne blandt andet opleves på Ungdommens Folkemøde og Rigshospitalet – og blev samtidig gjort tilgængelig for skoler, organisationer og virksomheder, der ville tage samtalen med videre.



Jeg har omsider fundet ud af, at jeg også er en gave til verdenen – ligesom alle andre mennesker er. Alt liv er fantastisk, og alle liv er gaver.
Det vil jeg have folk til at forstå. Unge skal tro på, at de er smukke, fantastiske, medskabende, medansvarlige, sexede, inspirerende og forbilledlige. Vi er det jo i forvejen, men nogle gange glemmer vi det.
William Korte










